Mediation

Mediation - genoprettende samtaler

I Fønix anvender vi betegnelsen mediation om strukturerede genoprettende samtaler mellem børn, hvor der har fundet seksuelt bekymrende eller skadelige handlinger sted. Et centralt formål med mediation er at skabe åbenhed og fælles forståelse af, hvad der er sket, herunder at bryde den skadelige tavshed og de tabuer, som ofte omgærder overgreb. For børnene kan mediation bidrage til vished og sammenhæng samt give mulighed for at stille spørgsmål, som ellers kan være præget af fantasi, skyld og misforståelser. For de voksne omkring børnene understøtter mediation en fælles forståelsesramme, som er nødvendig for at kunne beskytte, støtte og hjælpe børnene videre.

Mediation bidrager samtidig til en tydelig og udviklingsstøttende placering af ansvar. Ansvaret for de skadelige handlinger tydeliggøres hos barnet, der har udvist adfærden, på en alderssvarende og ikke-skamfuld måde, mens de voksne omkring børnene samtidig påtager sig deres relevante og nødvendige medansvar for ikke at have set, beskyttet og stoppet det, der er sket. Formatet for mediation kan variere og tilpasses den konkrete sag, herunder hvem der deltager, samt mødernes opbygning og længde. Behovet for opfølgende samtaler vurderes altid individuelt. 

Formålet er ikke at placere skyld, men at skabe rammer, hvor ansvar kan tages på en måde, der fremmer forståelse, tryghed og videre udvikling.

Formål

Mediation har et dobbelt sigte og er altid rettet mod begge involverede børn:

  • At understøtte at barnet, der har været udsat for seksuel skadelig adfærd eller overgreb, bliver mødt og taget alvorligt og får hjælp til at forstå og bearbejde det skete – herunder at få tydeliggjort, at ansvaret ikke ligger hos dem
  • At give barnet, der har udvist seksuel skadelig adfærd, mulighed for at forstå konsekvenserne af egne handlinger, tage ansvar og udvikle øget mentalisering og empati.

Forudsætninger

Mediation i Fønix forudsætter:

  • At alle involverede børn er henvist til et behandlingsforløb i Fønix.
  • At børnene er tilstrækkeligt regulerede og forberedte til samtalen.
  • At barnet med seksuelt skadelig adfærd kan tage realistisk og alderssvarende ansvar for egne handlinger.
  • At forældre eller betydningsfulde voksne indvilliger i at medvirke og støtte forløbet.

Mediation gennemføres aldrig, hvis deltagelse ikke vurderes at være i den forurettede parts tarv, eller hvis samtalen ikke tjener selvstændige behandlingsmæssige mål for dette barn. Barnets tryghed, samtykke og behandlingsbehov er altid styrende.

Målgruppe

I Fønix tilbydes medierende møder som en del af et behandlingsforløb. Møderne er særligt relevante, hvor der er en betydningsfuld relation mellem børnene, fx søskende, og hvor et barn har udvist bekymrende eller seksuelt skadelig adfærd, som har påvirket eller beskadiget relationen. Når flere børn er berørt og skal henvises til Fønix, foretages visitation altid på baggrund af en samlet faglig vurdering af hvert enkelt barns situation, behandlingsbehov og beskyttelsesbehov. Det vurderes herunder særskilt, om mediation er relevant og forsvarlig, og om forudsætningerne for et fælles møde er til stede for alle involverede børn.

Mediation som en del af behandlingsindsatsen

Mediation er et specialiseret redskab, der indgår som del af en samlet behandlings- og netværksorienteret indsats og ikke kan stå alene eller erstatte individuel behandling. Når mediation anvendes fagligt velbegrundet og rettidigt, kan den bidrage til øget sammenhæng, tydeligere ansvar og forebyggelse af gentagelser.

Takst: 20.000 kr.